Tjenestedrengens selvmord i Fjeldgaard 1862

Uheld eller Ulykke !

Copyright © 2010, Søren Ch r. Bentzen, Alle rettigheder forbeholdes

 

 

 




Af Søren Chr. Bentzen, Efteråret 2010



Forhør i Fjeldgaard, den 11. juni 1862


Den 8. juni 1862 var Fjeldgaard i Bolleskov i Dronninglund sogn rammen om en tragiske begivenhed. Min tipoldefar Jens Chr. Jensens karl, den 18-årige Jens Christian Christensen kom af dage ved hængning i laden. Det blev aldrig helt opklaret om det var et uheld eller reelt selvmord. 


Datteren Else Marie var blevet sendt ud for at give karlen besked om at fodre hestene og fandt ham i laden siddende på knæende med et reb om halsen. I sin forskrækkelse ilede ind til sin far, som hastede derud. Men karlen var allerede død. Sognefoged Christen Nielsen på Gingsholm blev straks tilkaldt. Få dage efter mødte øvrigheden op i gården for at tage beboerne i forhør. Teksten her er er gengivelse af hele forhøret.

 

 

Aar 1862, den 11. Juni indfandt Politimesteren i sit Frafald ved den konstituerede Fuldmægtig cand. juris Malling paa Gaarden Fjeldgaard i Bolleskov, Bolle Fjerding, Dronninglund Sogn for at optage Forhør i Anledning af en til Herredskontoret d. 8. Juni indkommen Anmeldelse om at Tjenestedreng hos Christian Jensen fra Bolleskov Jens Christian Christensen havde aflivet sig ved Hængning.

Nærværende som Vidner var Tjenestekarl Jens Christensen og Gaardmand Jens Jensen Langbak.

Politimesteren tog Stedet, hvor Afdøde var funden, i Øjesyn, nemlig en nyopført Lade beliggende nord for Gaarden. Her fandtes et Tougløkke [1] , et saakaldt Krogreb [2] til en Høvogn, hængende ned fra en af Udskudsbjælkerne omtrent en Alen fra Jorden, og heri fandtes Afdøde i Lørdags Morges med Hovedet stukket ind i Rebet og Knæene hvilende paa Gulvet. I det herværende Halm saaes endnu spor af Knæene og Fødderne.

Derpaa toges Liget, der var beliggende paa en Slæde, i Øjesyn, og der fandtes lige under Hagen henimod Halsen en mørk blaa Stribe. Af Næsen var udflydt noget Blod, men forøvrigt var ikke noget Spor af ydre Vold at opdage.

 

Følgende Vidner fremstod da for Protokollen:

 

1. Husmand Jens Christian Jensen, 40 Aar gl., der forklarer, at Afdøde havde tjent hos ham som Dreng siden November. Efter dennes Skudsmaalsbog, som fremlagdes, var hans fulde Navn Jens Christian Christensen, født 5. Januar 1844. Vidnet forklarer iøvrigt, at han i Lørdags Morges, d. 7. Juni 1862, omtrent Kl. 8, da Afdøde havde faaet sin Mellemmad, havde sagt til ham, at nu kunne han gaa hen i Laden og skære Hakkelse, hvilke ogsaa skete. Kort derpaa kom imidlertidig en Mand for at sælge Fisk, og Afdøde indfandt sig ligeledes ved Vognen med Fiskene, hvor han opholdt sig nogen Tid, men gik derpaa atter ind i Laden.

Et Par Timer efter kom Else Marie Jensdatter, Vidnets Datter, og sagde, at hun troede, Jens havde hængt sig, hvorpaa Vidnet, der vidste, at han ingen Kniv havde i Lommen, sagde til Jens Christen Strandgaard (i.e. husmand og fisker Jens Christian Nielsen, Strandgaarden, Hals sogn) der var med Fisk, at han skulde springe ud efter en Kniv.

Vidnet gik derefter ind i Laden og fandt Afdøde liggende paa Knæ med Rebet fra Udskudsbjælken under Hagen, men uden at der var nogen Knude. Da Vidnet hævede Hagen op med Haanden, faldt Hovedet tilbage og dermed hele Legemet om paa Gulvet. Hagen var ganske kold, men om han mon forresten var kold, ved Vidnet ikke med Bestemthed. Da han aldeles vist antog, at Jens Christensen længere Tid var død, gjorde han ingen Forsøg for at bringe Livet tilbage, men red straks til Sognefogden at melde det. Denne indfandt sig ogsaa straks, og Kl. 4 om Eftermiddagen blev Liget afklædt og lagt paa Slæden, hvor det endnu henligger.

Vidnet kan aldeles ikke begribe, hvad der kan have bevæget Afdøde til Selvmordet. Han har altid været veltilmode og altid svaret glad og munter. Og har aldrig til Vidnet talt om at han nærede Lede til Livet, ligesom Vidnet aldrig har set ham drikke eller nogensinde set ham surmule. Da Niels Sindahlsen i Gjeraa for nogen Tid siden hængte sig og Vidnet til Afdødes havde omtalt, at denne var funden hængende liggende med Knæene paa Jorden, havde han ytret: ”Kan de sidde paa deres Knæ og hænge sig, det var skjønt!” Derpaa smilede han, som han sædvanlig gjorde naar nogen talte med ham. At han derved muligvis kan have faaet en barnagtig Lyst til at prøve liggende paa Knæene at stikke Hovedet ind i en Strikke, ved Vidnet ikke, men antager det muligt. -

Dagen efter Jens Christensens Død, kom der en Karl, der havde solgt en Kjole [3] for nogen Tid siden til Afdøde for 5 Rdl. 4 Mark, som denne endnu ikke havde betalt, ligesom Vidnet ogsaa ved, at han for nylig havde købt et Par Bukser, som heller ikke var betalte, for 2 Rdl., men Vidnet har aldrig hørt, at Afdøde havde Bekymring i saa Henseende, ligesom han ogsaa havde mere end 5 Rdl. tilgode paa sin Løn.

 

2. Else Marie Jensdatter, 16 Aar, Jens Christian Jensens Datter, der forklarer, at hun i Lørdags Morges omtrent Kl. 8 ½  saa Afdøde gaa fra Vognen med Fiskene henimod Laden, men hun ved ikke med Bestemthed, om han virkelig gik derind.

Kl. 11 sagde hendes Fader til hende, at hun skulde gaa ned i Laden, for at kalde paa Jens for at fodre Hestene. Hun begav sig saa som Følge deraf ind i den østre Ende af Laden og kaldte paa Jens flere Gange, men da han ikke fandtes her, hvor han plejede at skære Hakkelse, gik hun ned i den vestre Ende, hvor hun fandt ham siddende eller liggende paa Knæene med Hovedet i Løkken, og styrtede hun da straks for at fortælle Faderen det, dels fordi hun ingen Kniv havde hos sig, dels fordi hun blev betaget af Skræk.

Vidnet har heller aldrig hørt nogen Ytring af Afdøde, der kan forklare hans sørgelige Endeligt. Han har altid været glad og munter. Og ofte har han spøget med Vidnet. En enkelt Gang har hun set Vidnet tage sig en Dram, men har for øvrigt aldrig set ham faa noget imod Tørsten.

Hun var ikke tilstede, da Niels Sindahlsens Død blev omtalt for Afdøde, ligesom hun heller aldrig har hørt noget om, at han var i Pengeforlegenhed.

 

3. Ane Margrethe Christensdatter, Jens Christian Jensens Hustru, der forklarer, at hun sidst talte med Afdøde i Lørdags Kl. 8 lidt førend, at Manden med Fiskene kom, men hun havde ikke udtalt andet end, at hun havde opfordret ham til at spise sin Mellemmad, og derpaa begav hun sig ud af Stuen. Vidnet bekræfter, at hans Sind var let og muntert, og at han aldrig har drukket Brændevin, mere end han kunde taale. Hun var heller ikke tilstede, da Niels Sindahlsens Død blev omtalt.

 

4. Christen Nielsen, Afdødes Fader fra Hals Sogn, men er nu paa Dronninglund Sogns Fattigvæsen. Hans Søn kom hjemmefra for 4 Aar siden og har tjent et Par Steder, hvor man var tilfreds med ham ( som ogsaa hans Skudsmaalsbog udsiger ). Vidnet har aldrig vidst andet, end at Sønnen havde et sorgfrit og let Sind, og har aldrig haft nogen Anelse, om at han skulde ende saaledes. Forøvrigt har han i de senere Aar ikke hørt meget til ham. Sidst saa han ham ved Fastelavnstiden, da Afdøde besøgte Vidnet i hans Hjem.

 

Sagen udsat. Retten hævet.

P. Malling. fin.        Vidner:  J. Christensen.     Jens Jensen.



[1] Tovløkke, rebløkke

[2] Reb, der bindes over læsset paa en hø- eller høstvogn og fastgøres i en krog bag i vognen.

[3]   Mandsfrakke ( samme betydning som i ”kjole og hvidt”)

| Svar

Nyeste kommentarer

28.07 | 15:29

Chr Alfred Johansen

13.08 | 15:30

Ja. Jeg synes også der er vist et menneskeligt ansigt i hele forløbet.

13.08 | 12:33

Deter en grusom historie. Dejligt at se, ar der blev gjort så meget ud af vidneudtalelser, hvor hvor der blev plads til Siigs kommentar.
M.v.h. Henny

15.06 | 09:59

Det var så lidt. Det var en helt speciel oplevelse at finde Helene Margrethe.