Arven efter Jens Christian Jensen Fjeldgaard

Efterretninger fra skifteprotokollerne i Sæby og Fremont i Nebraska


Jens Christian Jensen Fjeldgaards død i Fremont, Nebraska d. 3. marts 1893.
 

 

Af Søren Chr. Bentzen, September 2010 


Copyright © 2010. Alle rettigheder forbeholdes

  

 

Jens Christian Jensen Fjeldgaard døde den 3. marts 1893 i sit hus i Fremont i Nebraska. Han havde et par dage forinden skrevet testamente, hvori han havde tilskrev sin og Ellen Kirstines datter, Mary al fast ejendom, som han ejede i Dodge County. Det drejede sig om 2 bygrunde på West Military Avenue i Fremont med hus og et lille landbrug ved bygrænsen, hvorfra Mary og hendes mand, Jens Chr. Jensen drev et malkekvægsbrug. De færreste vidste, at han også ejede 80 acres landbrugsjord - antagelig uopdyrket - oppe i Rock County ved grænsen til Syd Dakota.

 

Hvis man havde mulighed for at spørge Jens Christian Fjeldgaard selv, ville han nok sige, at han havde haft det småt. Det lå ikke til ham at ytre, at han egentlig sad lunt økonomisk. Under behandlingen af boet blev samtlige aktiver og passiver gjort op, og det åbenbaredes at der ingen nævneværdige gældsposter var, hvorimod en lang række panteobligationer og gældsbeviser på lån, som han havde ydet både familie, naboer og andre betrængte, og hvoraf han havde fået en solid indtægt. Indboet var derimod yderst spartansk og ved opgørelsen nærmest værdiløst. Når sandheden skal frem, havde datteren Mary antagelig fjernet det meste af værdi inden opgørelsen. Hendes halvsøster Else Marie skrev i umiddelbar efter faderens død i et brev til sin søster Karen, at "det var næsten pafaldende, at vi ikke maatte se ind i Faders Hus - og man fornemmer, at Mary måske havde havde tilranet sig det mest værdifulde.

 

Min oldemor, Jens Christian Fjeldgaards datter Karen hjemme i Danmark fik tildelt en arv på næsten 3000 kr. efter sin far. Et anseeligt beløb i datiden for en husmandskone, så hun måtte have været godt fornøjet. Broderen Jens Fjeldgaard i Bolleskov fik nærmest intet udbetalt ved bodelingen, idet han ved overtagelsen af den fædrene gård havde lånt samme 3000 kr. af faderen - og søsteren Else Marie i Plainview var i samme situation. Den afdøde søster Margrethe var også arving og det blev hendes sønner Christen, Peder Christian og Jens Christian, som modtog beløbene.

 

Selve behandlingen af boet blev en yderst langtrukken affære. Hovedsagelig fordi stedbørnene Christiane (Anna) Petersen i Fremont og Jens Martinus Christensen i Danmark gjorde krav et tilgodehavende i boet, fordi deres stedfader ikke havde udbetalt en lovet del af arven efter deres moder, Ellen Kirstine til dem. Kravet blev i første omgang godkendt men siden afvist, fordi der ikke var udfærdiget nogen dokumentation på restancen. De lovmæssige arvinger både i Danmark og USA var blevet spurgt om de kunne tillade, at pengene blev fraskrevet deres arvelodder, men dette blev blankt afvist. Hele miseren endte i Nebraskas højesteret. Selve højesteretssagen er endnu ikke undersøgt, så detaljerne kan ikke fyldestgørende udredes her, dog ses det af den endelige opgørelse ved afslutning af skiftet, at sagsomkostningerne var blevet ganske betragtelige. Behandlingen af boet varede hele 8 år og først i 1901 blev den endelig afsluttet.


Der skal i den forbindelse rettes en ærbødig tak til Clair Mares fra Eastern Nebraska Genealogical Society for hjertelig og beredvillig hjælp med kopiering og fremsendelse af skifteretsmaterialet fra dommerkontoret for Dodge County i Fremont.

 

Af hensyn til udbetalingen de danske arvingers lodder blev der holdt 2 skifteretsmøder på Herredskontoret i Sæby. Disse er medtaget her og er selvsagt ikke så omfangsrige som materialet fra Fremont.

 

Indledningsvis er medtaget to breve til min oldemor, Karen fra hendes søster Else Marie i Nebraska, hvori hun fortæller om deres faders død og deres situation som efterladte børn. Else Marie var gift med Lars Severin Christensen, som stammede fra Gl. Dahl i Dronninglund sogn.


Foruden disse to breve eksisterer der i familien et lille kort udateret brev - ligeledes fra Else Marie til Karen. Hun havde haft en mærkelig oplevelse og ilede med at skriv hjem til sin søster:

Karen, Jeg skal i hast sige dig, hvorfor jeg skriver, du absolut skal komme. Men, men hold det for dig selv. Det var den 25. Oktober, jeg sad selv inde i Mørkningen, og Gine og Severin var ude og gjøre til Side, og jeg kom til at tænke på Fader og paa dig. Jeg faldt dybt i Tanker, og jeg tænkte, hvad det bedste var, for du kunne beholde, hvad Fader havde samlet sammen - om ikke at tage herover, og i det samme blev det saa klart paa Loftet, ja, det flammede, ligesom når Solen skinner paa et Fad Mælk, og noget ryster det; saa kan det flunke paa et andet Sted, men det var helt mørkt, og jeg blev saa underlig, og saa kom jeg til at tænke paa, om det var Fader, der aabenbarede sig for os, og om det var hans Vilje, og saa var det forbi. Ja, du kan tro, Søster, vor Far er os lige saa nær som i Danmark. Det er sandt.


                                        Else Marie Christensen, f. Jensen    

 

 


 Fjeldgaard, den 11 Marts 1893 ( note: Lars Severin Christensens nybyggersted kaldte man også Fjeldgaard )

 

Kjære Søster og Børn

 

Jeg må i dag bringe dig det tunge Budskab, at vor Fader er død den 3 Marts Klokken 12 Middag og blev begravet den 6 Marts Klokken 12 Eftermiddag med stor Følge; 20 vogne. Ja, jeg har aldrig set saa fin en Begravelse før. Han blev kørt i saa fin en Sørgevogn og to lukkede Kareter til at kjøre med Familien i. Jeg har aldrig kjørt i Karet før. Han var i en Kiste til 32 Dollar og Blomster og Kranse. Så det kunne ikke være pænere, og der skal en Sørgesten på hans Grav til 70 Dollar.

 

Men alt det skal vi alle betale, før vi faar noget af hans Eiendom og hans Penge, og vi får vist heller aldrig Ret og Skjel. For han havde gjort Testamente om Onsdagen, som han døde om Fredagen, og han havde givet vor Svoger, Søsters mand, de to steder, som han ejede der i Byen. De er da 4000 værd, og så skal de gå lige i Arv med os bagefter om hans Penge.

 

Og vi ved ikke Besked på dem og må heller ikke vide det. De sagde, de viste ikke, hvor meget han havde, og hvad det kunne blive til. Og han har altid sagt, han ikke havde saa meget.

 

Men den Mand, som vi har været hos, da vi  kom her, han var Fars Nabo i 9 år, og til ham havde han sagt, han havde fortrudt så hårdt, hvad havde gjort, og fortalt han, hvordan han havde båret sig ad, og den Mand siger, Fader har holdt Penge i Banken hele tiden, siden han kom fra Danmark.

 

Men de siger, Fader var ved sin fulde Samling, da han gjorde Testamente og så han har undt dem det bedre end os, der er hans egne ægteviede Børn. Mary var tre år ( note: Mary var født 1871, så oplysningen her må bero på en fejlskrivning )  da de blev gift, to år før Moder døde. Det kan vi skaffe bevisligt, og efter amerikanske Love kunne vi sætte dem i Pæntænsrie, det er en Straffeanstalt.

 

Men jeg tænker, Far var sikker på, at vi ikke vidste det, men deri tog han meget Fejl. Men vi var ikke kommet for at gøre dem noget ondt. Hvad der gjorde mig ondt var, at vi skulle nøjes med Løgn. Og det skal vi endnu. Men gør vi Vrøvl, saa går det i Rettens hænder, og saa faar Prokuratoren det meste. Saa maa vi vel lige saa godt tie og tage, hvad de vil unde os. Og når det er misundt, er det vel ikke noget værd. Nu kan du gå til Jens ( note: broderen Jens Fjeldgaard, Bolleskov )  og lade ham læse det, hvad jeg skriver er sandt og jeg ville nødig gøre nogen Uret.

 

Nu skal jeg spørge dig om, hvad du vil have gjort med disse Penge. Om du vil have dem hjem i en Sparekasse og selv regere dem. Eller om du vil have, de skal stå her, og du kan bliver tilsendt Renterne og sætte Hovedsummen fast til dine børn. Du må så hurtigt, du kan, få sendt en Fuldmagt til hvem du synes, enten til Christian ( note: Jens Chr. Jensen, Fremont, g.m. halvsøsteren Mary ) eller Røl Hans - Fader har sagt Hans er ærlig - eller til hvem du synes, der skal tage dit Parti.

 

Det var næsten påfaldende, vi måtte ikke engang se ind i Fars Hus, nu vi var dernede. De skulle lade flinke, men de var ikke, som da Fader var levende. Da jeg og Gine ( note: Else Marie og Lars Severins datter) har været der to gange før - Så fint, så jeres præst kan ikke have det finere. Men det misunder jeg ikke dem, for de var gode til Fader, og så burde de have noget mere end vi andre.

 

Skriv nu lidt tiere til os, for nu skal vi nok svare dig, men så længe Fader var levende, og vi haft megen Uheld og ikke kunne gøre dig noget godt, og Fader sagde, så længe han levede, skulle han nok hjælpe dig, men kunne vi siden, så var det bedre.

 

De sagde, Ane Marie ( note: Karens datter Ane Marie, senere gift med Søren Peter Johannesen i Ulsted ) havde skrevet til Far om at hjælpe hende herover, og han havde sagt, han ville sende en Billet. Men nu er det vel forbi – hils hende – hun må få et hjem hos os. Og hermed en kærlig hilsen til Eder alle og lev vel.

 

Else Marie Jensen

 

Røl Hanses adresse er : Mr. Hans Christian Sorensen , Malmo, San Co Neb,  Box 49

 

 

 

                

 

Fjeldgaard, den 24 November 1893              

 

Kjære Søster og Børn!

 

Jeg lovede dig det sidste, jeg skrev, jeg skulde skrive snart igjen, og dersom jeg tænkte saa sjælden paa dig, som jeg skriver, saa har jeg slet ikke nogen Søster. Men du ser, hvor dårligt jeg kan, og jeg har dog Faders briller, og dem sendte de mig den 10 November - det er jo Gines Giborsdag ( note: Gine var Else Maries datter )  - og Faders kommode til Gine, men for Betaling. Det bliver trukket fra vor Arvelod, naar der bliver gjort Deling. Saa kan de jo forlange, hvad de vil for det.

 

Kjære Søster! Du kan tro, det gjør os tit ondt for dine Børn, naar vi gaar til Bords og har saa god en Føde. Og ved ikke rigtig, om vi kan spise noget af det. Dersom du var her hos mig, kunde vi  gjøre dig noget godt, for Føde har vi en Guds Velsignelse af at kunde give dig.

 

Nu skal jeg spørge dig, om du ikke tænker, det var bedre, du gjorde i Penge, hvad du har derhjemme og kom her og tog din Arv selv. Naar du tog dine Børn med, vilde I faa det godt alle sammen. Ja, hvis du kendte Amerika og kunde se, hvor godt du gjorde dine Børn, da vilde du ikke være hjemme  – eller lad Marie ( note: Karens datter Ane Marie ) tage herover og se sig for. Kan hun ikke lide det, saa skal vi sende hende hjem igjen.

 

Severin siger, du maa have dig en Ko for Sommer og Vinter og det skal ikke koste dig en Øre. Og Kartofler og Havesager saa meget du kan passe; alt det er frit. Men Peter ( note: Karens mand ) vil vi ikke have noget med at bestille. Ham har du heller ikke brug for, for vi har hørt, han har begyndt at drikke og glæde sig til din anden Arv. Det var da skrækkeligt, om han skulle drikke dem op også.

 

Du maa ikke tage det i en ond Mening, hvad jeg har skrevet, men vær forsigtig. Du ved, hans Smigring er ikke noget værd. Det betyder det samme, som da Mølleren ( note: mølleren var Jens Peter Jensen i Meisig Mølle, som var gift med Lars Severins søster Bodil Marie ) gjorde det af med Severins Søster, da han fik det sidste, der var tilbage. Saa var Kjærligheden forbi.

 

Disse to Formyndere for Børnene, du skriver om, da tror vi, at Ringsted-Peter er den bedste. Vi er bange for, Øster-Peter er lettere for din Peter at overtale.

 

Men jeg vilde skilles ved ham, om jeg kunne, eller gjøre ham umyndig, for nu har du ikke Fader mere, og vi kan ikke hjælpe dig stort uden, du kommer herover. Saa kom, og vi vil hjælpe dig og dine Børn. Og er den store Dreng god, saa kan han tjene 60 kroner her om Maaneden i 8 Maaneder, og de andre derefter. Og være hos dig om vinteren. Og I kunne kanske ogsaa faa en Farm, I kunne kjøbe selv. Hvorfor skal du være Træl for Fremmede mere end vi andre Søskende, naar du kan faa det bedre.

 

Nyt er der ikke noget her, du kan more dig med, da du ikke kender nogen her. Men til slut vil vi sende dig 5 dollar, du kan faa lidt for til Jul og sender dig og dine Børn et glædelig Jul og Nytaar. Venskabelig fra os alle og lev vel.

 

 Else Marie Jensen

 

Hvis du engang kan - skal jeg hilse dig fra Severin, som vilde gjerne se hans Søn (i.e. navnesøn), din Severin, paa Portrait. Hils alle Venner fra os. 

 

                                                       

 

 

Skifteretsmøde i Sæby 6. feb.1895 vedr. boet efter Jens Chr. Jensen Fjeldgaard.

- Skifteprotokollen for Dronninglund Herred, pp 287, 287b

 

 

Aar 1895, den 6 Febr., blev en Skifteret sat paa Herredskontoret og betjent af den ordinære Skifteforvalter i Overværelse af nedenstaaende Vidner,

                       

hvor da

 

fremlagdes en Skrivelse af 5. s.m. fra Justitsministeriet med et Bilag, nemlig Skrivelse af 24. Decbr. s.a. fra Udenrigsministeriet, og bemærkede Skifteforvalteren, at han har modtaget det i disse Skrivelser ommeldte Beløb, 5554 Kr. 4 Øre til Udbetaling til den i Marts 1893 i Dodge County i Nordamerika afdøde Jens Chr. Jensen Fjeldgaard deri ommeldte Arvinger.

 

Mødte vare:

 

1. Arveladerens Datter Karen Marie Jensen med Mand og Værge, Husmand Jens Peter Hansen af Markedsdalen, til hvem Halvparten af Beløbet blev udbetalt med..................... 2777 Kr. 2 Øre.

 

2. Christen Larsen af Hou, søn af afdødes Datter Margrethe Jensen, der fik udbetalt en Fjerdedel af Beløbet med .......................................................................................................1388 kr. 51 Øre.

 

3. Lars Chr. Pedersen af Bredholtskov, der som Værge for hans umyndige Søn, Jens Chr. Pedersen har erholdt udbetalt ..................................................................................694 Kr. 26 Øre.

 

Da bemeldte Lars Christian Pedersens anden Søn, Peder Chr. Pedersen nu er 18 Aar gammel, idet han er født den 21 Decbr. 1876, blev dennes Andel i Beløbet, nemlig 694 Kr. 25 Øre udbetalt ham i Forening med hans nævnte Fader, der af Skifteretten blev beskikket til hans Kurator.

 

Underskriften her i Protokollen gjælder som Kvittering for Beløbene.

 

Endvidere var mødt Arvingen Jens Christian Jensen af Fjeldgaard i Bolleskov.

 

Samtlige mødte erklærede, at de ikke ville give deres Samtykke til, at de i Udenrigsministeriets Skrivelse ommeldte 500 Dollars udbetales til afdøde Fjeldgaards sidste Hustrus Børn.

 

Skifteretten hævet.

 

sign:    Chr. Ravnkilde.    Lars Chr. Pedersen.   Jens Peter Hansen.   Karen Marie Jensen.  Christen Larsen.   Peter Kristen Pedsen.                               

 

 

Aar 1895, den 6 Febr. fremstod paa Skifterettens Kontor Husmand Lars Christian Pedersen af Bredholtskov i Dronninglund Sogn, der bemærkede, at han fra Amerika har modtaget en hans umyndige Søn Jens Chr. Pedersen tilfalden Arv efter dennes Morfader Jens Christian Jensen Fjeldgaard, som i Marts 1893 afgik ved Døden i Dodge County i Nebraska, nemlig 694 Kroner 26 Øre, hvorfra maa fradrages de af ham betalte Omkostninger 31 Kr. 76 Øre, saa at der er bleven tilbage 662 Kr. 50 Øre, hvilket Beløb han nu indbetalte til Skifteretten med Anmodning om at det maa blive tilstillet Overformynderiet. Skifteretten modtog Beløbet med Bemærkning om, at den umyndige allerede har Midler i Overformynderiet under Konto XXIII E 149

 

sign: Chr. Ravnkilde

 

 

 


Skifteretsmøde i Sæby 5. aug. 1896 vedr. boet efter Jens Chr. Jensen Fjeldgaard


- Skifteprotokollen for Dronninglund Herred, p 430b

 

Aar 1896, den 5. August blev Dronninglund Herreds Skifteret sat paa Herredskontoret i Sæby og administreret af den konstituerede Skifteforvalter i Nærværelse af nedenstaaende Vidner

 

                                                             hvor da

 

i Kontinuation af det den 6 Februar 1895 passerede i Boet efter den i Nordamerika ved Døden afgaaende Jens Christian Jensen Fjeldgaard.

 

Fremlagdes en Skrivelse af 14 s.m. fra Justitsministeriet, hvormed fulgte 476 Kr. 22 Øre til Fordeling mellem Afdødes Arvinger saaledes:

 

1. Christen Larsen fra Hals................................................................86 Kr.

2. Lars Christian Pedersens Børn:

     a. Peter Christian Pedersen, myndig.............................................43 Kr.

     b. Jens Christian Pedersen, umyndig............................................43 Kr.

3. Karen Marie Jensen med Mand og Værge Jens Peter Hansen....172 kr.

4. Jens Christian Jensen Fjeldgaard................................................132 Kr. 22 Øre

                                                                                                        476 Kr. 22 Øre

 

De anførte Arvinger med Undtagelse af den umyndige Jens Christian Pedersen vare mødte, Peter Christian Pedersen tillige med hans Fader og Kurator, Lars Christian Pedersen af Bredholts Skov, der er Værge for den anførte Umyndige.

 

Skifteretten udbetalte derpaa til de Paagældende de ovenførte Summer og gjælde deres Underskrift heri Protokollen tillige som Kvittering for Beløbene.

 

Skifteretten hævet

 

Jens Christian Jensen.    Lars Chr. Pedersen.      Jens Peter Hansen.   Christen Larsen.   Peter Kristen Pedsen.

 

 

 



Jens Christian Jensen Fjeldgaards Testamente af 1. marts 1893


- Afskrift i dansk oversættelse af testamente, som er ført til protokols ved retten for Dodge County i Fremont


 

Sidste Vilje og Testamente

 

Det bekendtgøres for alle og enhver, at jeg, James Christian Felgard af Fremont By, som er blevet skrøbelig og legemlig svag men ved min fulde forstand, herved erklærer og bestemmer denne min sidste vilje og testamente, og tilbagekalder al anden testamente, som jeg har udstedt, og ordner al mit jordiske gods og ejendom i enhver henseende som følgende, nemlig:

 

1. Det er min bestemmelse, at udgifter til min begravelse skal fyldestgøres og betales fuldt ud.

 

2. Jeg giver og overdrager til min elskede datter, Mary Jensen al den faste ejendom, som jeg ejer - og, som  er og skal være beliggende i Dodge County i Staten Nebraska.

 

3. Det er min vilje, at alt øvrigt af min ejendom - blandet fast og personligt -, som jeg efterlader mig, skal deles ligeligt mellem min børn, nemlig: min søn Jens Christian Jensen Fjeldgaard, mine døtre Mary Jensen ( f. Fjeldgaard ), Karen Marie Hansen ( f. Fjeldgaard ), Else Marie Christensen ( f. Fjeldgaard ) og Margrethe Pedersen ( f. Fjeldgaard ). Og min eksekutor, som er nævnt herefter, er hermed bemyndiget til at disponere over al sådan ejendom, som er nævnt under dette punkt på en sådan måde, som han finder det bedst. Han skal ud af overskuddet fra salg deraf betale al min skyldige gæld og begravelsesomkostninger og udbetale overskuddet af realisering af det, jeg her måtte efterlade mig, til mine heri nævnte fem børn - lige og lige imellem.

 

4. Jeg udpeger herved James F. Hansen af Fremont, Nebraska til eksekutor af dette min sidste vilje og testamente uden bindinger.

 

Til vitterlighed herfor har jeg herunder sat min hånd og mit segl denne 1. dag i Marts i det Herrens år 1893  
        
 James Christian Felgard  
                          

Vidne: J. C. Jensen

Vi undertegnede Wm. H. Atwood og John Hottes, begge af Fremont og staten Nebraska, bekræfter herved, at James Christian Felgard som arvelader nævnt ovenfor har underskrevet i vor nærværelse, og erklærer ovenstående for at være hans sidste vilje og testamente og at vi dertil på hans anmodning og i hans og hinandens tilstedeværelse har underskrevet vore navne som vidner den første dag i marts 1893.                                     

                                                                  Wm. H. Atwood      

                                                                      John Hottes

 

 

 

 

Anmeldelse af dødsfald og testamente - 11. marts 1893

 

 

Til Retten for Dodge County, Nebraska:

 

Deres anmelder oplyser respektfuldt, at afdøde James Christian Fjeldgaard i nævnte county, forlod dette liv på sin bopæl i nævnte county den 3. dag i marts 1893, efterladende sig et testamente i hvilket James F. Hansen er nævnt som eksekutor, hvilket nu vil blive fremlagt til fyldestgørelse.

 

Deres anmelder oplyser yderligere, at nævnte Jens Christian Fjeldgaard på dødstidspunktet var bosiddende i nævnte county, og at han efterlod sig disse overlevende, nemlig: Jens Christian Jensen Fjeldgaard, hans søn, Mary Jensen ( f. Fjeldgaard ), Karen Marie Hansen ( f. Fjeldgaard ), Else Marie Christensen ( f. Fjeldgaard ) og Margrethe Pedersen ( f. Fjeldgaard ), hans døtre.

 

Deres anmelder beder derfor om, at retten vil fastsætte tid og sted for en prøvelse af nævnte testamente og at stævning må blive tilstedt alle personer i det nævnte bo, opbydende dem at give sig til kende og overvære stadfæstelsen af nævnte testamente,

 

Jens Christian Jensen

 

 

Staten Nebraska, Dodge County.

 

J. C. Jensen,  den overfornævnte anmelder, idet han aflagde ed, forklarede og sagde, at den ovenstående anmeldelse er sandfærdig og korrekt.

 

 Jens C. Jensen

 

Underskrevet i min nærværelse og sværget overfor mig. Claus H. Plombeck.

 

 

 

Opgørelse over personlig og fast ejendom pr. 3. marts 1893


Staten Nebraska, Dodge County ss.

 

I sagen om boet efter afdøde Jens Christian Fjeldgaard.

 

Det følgende hel og fuldstændig opgørelse over personlig og fast ejendom i boet efter nævnte afdøde, således som det samme er kommet undertegnede bobestyrer i besiddelse eller har fået kendskab til:

 

Fast ejendom :

 

- Ridge Cemetery: Gravsted nummer 1, Direktion 141

 

- Rock County: 80 acres landbrugsjord i Rocky County i det nordligste Nebraska, ( beliggenheden er beskrevet som den vestlige halvdel af nordøstlige fjerdel i sektion 15, township ( bydistrikt ) 31, range 19. Areal: 80 acres

 

- Dodge County: 2 parceller i Fremont ved den vestlige bygrænse. ( beskrevet som lodderne 1 og 2 i blok 45 i Morrells Addition )

 

- Dodge County: 3 acres landbrugsjord i Fremont ved den vestlige bygrænse i Fremont ( Note: I USA kendte man ikke til skelpæle og matrikelkort, men beskrev arealet. De 3 acres her i Fremont blev således beskrevet som beliggende: ”Begyndende i den østlige linie af den sydvestlige fjerdel i township nr. 15, range 19, 18 p.m. fra et punkt 11rod og 9 ½ fod nord for sydøstlige hjørne i nævnte township nr. 15, range 19, 18 p.m., derfra 27 rod og 8 ½ fod vestpå parallel med sektionslinie, derfra i en ret vinkel 17 rod og 7 ½ fod nordpå, derfra 27 rod og 8 ½ fod  i en ret vinkel østpå og parallel med den første linie til den halve sektionslinie, derfra i en ret vinkel sydpå langs med den halve sektionslinie 27 rod og 7 ½ fod til udgangspunktet.)

 

Arealet er den nordlige strækning på 3 acres af 5 acres tilskødet Johanne C. Andersen og indført i protokol ”M” side 234

 

( Note: Jordstykket  blev købt af Johanne 29. april 1884 for 600 dollars - året efter, at Ellen Kirstine og Christian Fjeldgaard havde solgt nybyggerjorderne i Saunders County og var flyttet til Fremont)

 

 

Personlige ejendele:

 

 

 

Dollars

Cents

En gammel groftvævet sofa - middel kvalitet

2

00

En gammel kommode - i rimelig stand

2

00

En Riverside Oak kakkelovn

4

50

En enkeltseng - kun ordinær

2

00

Et stueur - i rimelig stand

1

25

En lille kommode med skuffer

 

40

Et lille bord - kun ordinært

 

50

Tre fletstole - kun rimelige

 

60

To blondegardiner - fin stand

 

50

Et groftvævet guldtæppe - middel kvalitet

1

50

Et kokostæppe - under middel kvalitet

1

25

Et sæt tøj af middel stofkvalitet - i rimelige stand

3

70

Få sengeklæder, nemlig: lille dundyne, 2 gamle puder, 2 lagner og 2 quiltede vattæpper, etc.

5

50

Nogle underbenklæder, få par sokker, etc.

1

90

Et gammelt praktisk værdiløst gevær

 

25

Et elektrisk varmebælte med et batteri - virker ikke

værdiløst

 

Nogle få gamle bøger uden praktisk værdi

 

50

To kagedåser

 

40

Et lommeur

3

00

                                                              Løsøre til en værdi af i alt

31

80

 

 

 

 

Krav fra Ellen Kirstines børn, Christiane og Jens Martinus
19. juni 1894

 

Vedr. Jens M. Christensens tilgodehavende i boet.

 

- hvor den nævnte Jens C. Fjeldgaard i sin levetid havde forsikret om og indvilliget i at ville betale 500 dollars. Afdøde har allerede delvist betalt med et beløb på  333,33 dollars, og restbeløbet er nu forfalden til betaling.

 

Derfor anmoder fordringshaveren nu om, at han må blive imødekommet deri med et beløb svarende til 166,66 dollars.
 
Jens M. Christensen


James P. Petersen, idet han først retsmæssigt har aflagt ed, forklarede og sagde, at han havde fuldmagt fra Jens M. Christensen, som det ville kunne ses i protokollen her i retten, og at der i forhold til denne fuldmagt er forfalden og ubetalt et beløb på 166,66 dollars efter fradrag af alle modregninger.

                                                         James P. Petersen, hans befuldmægtigede

 

 

Underskrevet i nærværelse af og sværget overfor mig, den 19juni 1894

 

                                                                     Claus H. Plombeck , County dommer

 

 

 

 

Vedr. Anne Petersens andel i boet efter afdøde Kirstine Fjeldgaard,

 

- nemlig et beløb på 500 dollars. Pengene var i afdøde Jens C. Fjeldgaards hænder, medens han levede. Den nævnte Jens Christian Fjeldgaard, havde udtrykkeligt lovet og indvilliget i at betale ovenfor nævnte beløb på 500 dollars og havde allerede før sin død afdraget med 333,33 dollars. Der er derfor nu forfalden og ubetalt et beløb på 166,66 dollars.

 

                                                                                                             Anne Petersen

 

Anne Petersen, idet hun først retsmæssigt havde aflagt ed, forklarede og sagde, at beløbet, som hun anmoder om, er berettiget og korrekt, og at nævnte beløb er forfalden fra nævnte bo efter fradrag af alle betalinger og modregninger.

                                                                                                       Anne Petersen

 

Underskrevet i nærværelse af og sværget overfor mig, den 19. juni 1894

 

                                                                     Claus H. Plombeck , County dommer

 

 

 

Retsmøde om Christianes og Jens Martinus’s krav - 9. juli 1894

 

Retten for Dodge County, Nebraska

 

Krav fra Anna Petersen og

Jens M. Christensen

Boet efter Jens C. Fjeldgaard

 

Anna Petersen og Jens M. Christensen som fordringshavere, ønsker, at Retten åbner sagen på ny og hører på tilføjende vidneforklaring på baggrund af, at de som sagsøgere heri havde fundet yderligere bevismateriale siden sidste høring.

 

C. Hollenbeck, sagfører for fordringshaverne

 

 

Staten Nebraska, Dodge County, ss. Retten i Fremont

 

Jens P. Petersen, idet han behørigt var blevet taget i ed, fortalte at han varetog de ovennævnte krav som repræsentant for de to ovenstående sagsøgere.

 

Da de nævnte krav en gang tidligere var blevet behørigt godkendt af retten og fordi administratoren af  boet, James F. Hansen, tidligere har udtrykt, at der fra hans side ingen indvendinger ville være imod denne, havde han havde ikke gjort nogen indledende forberedelse til denne høring om de nævnte krav og var i det hele taget overrasket over, at det være kommet til ny høring om dette.

 

Den edsvorne, Jens P. Petersen fortalte yderligere, at han siden sidste høring havde fundet vidner, som kendte kendsgerningerne, og som var villige til at vidne, hvis yderligere bevisførelse ville blive tilladt af retten. Sagen var at afdøde Jens C. Fjeldgaard havde indrømmet, at han skyldte de nævnte beløb, som nu krævedes, siden han havde udstedt en kvittering, som nu er fremlagt som bevis.

 

Den edsvorne sagde tillige han til fulde kan stå inde for gyldigheden og ærligheden i nævnte krav, dersom retten vil tillade tillæg til bevismaterialet i sagen.

 

Yderligere udtrykte Jens P. Petersen, at fordringshaverne var forbavsede over deres sagførers udeblivelse ved den tidligere høring, og at de derfor ingen havde til at føre deres sag.

 

James P. Petersen

 

Sværget og underskrevet overfor mig, den 9 juli 1894. Claus H Plombeck, Dommer

 

 

 

 

Afvisning fra eksekutor James F. Hansen af Christianes og Jens Martinus’ krav

 

I County Retten for Dodge County, Nebraska

 

I sagen om boet efter afdøde Jens C. Fjeldgaard.

 

Svar på krav på tilgodehavender

 

James F. Hansen, eksekutor i boet, kom herind og svarede på regningerne indleveret hertil fra henholdsvis Anna Petersen og Jens M. Christensen.

 

Han tilbageviste hver og en af forholdene, som påstås i nævnte regninger, og tilbageviste både begge af nævnte krav og enhver del i dem som værende lovlige krav overfor nævnte bo.

 

Og anmodede derfor om, at hver af nævnte regninger måtte blive afvist.

 

James F. Hansen, Eksekutor ved Munger & Courtright, hans sagførere

 

 

 

 

Afleveringsforretning vedrørende dødsboet - 17. august 1901

 

 

Staten Nebraska, Dodge County,ss. I Retten

 

 

Retten var sat i og for i nævnte county på dommerkontoret i Fremont City i nævnte county, den 17 august 1901.

 

Med forsæde af county dommer, Waldo Wintersteen

 

I SAGEN OM BOET EFTER JENS C. J. FJELDGAARD

 

Anmodning fra James F. Hansen, eksekutor af boet efter afdøde Jens C. J. Fjeldgaard om stadfæstelse og godkendelse af hans endelige opgørelse og fratrædning som bestyrer af nævnte bo kom til behandling denne dag, og idet det fremgår at pligtig anmeldelse af tid og sted for behandlingen er behørigt givet som påbudt ved lov den 22. juli 1901

 

Efter høring om dokumentation og efterfølgende undersøgelse af posteringerne og kvitteringerne fra nævnte eksekutor, finder Retten:

 

1. At beløb, som kan tillægges er:   $ 5659,52

 

2. At beløb, som er godkendt til udbetaling er:  $5464,64

 

3. At restbeløbet, som er kontant hos eksekutor

    ( kontante beløb fra afhændelse af jord i Rock County etc.) er: $ 194,88

 

4. At nævnte Jens. C. J. Fjeldgaard døde efterladende sig fast ejendom, nemlig:

 

- Ridge Cemetery: Gravsted nummer 1, Direktion 141

- Rock County: 80 acres landbrugsjord i Rocky County, Nebraska  nemlig en vestlige halvdel af nordøstlige fjerdel i sektion 15, township, 31, range 19. Areal: 80 acres

- Dodge County: 2 parceller ved den vestlige bygrænse, nemlig lodderne 1 og 2 i blok 45 i Morrells Addition i Fremont City

- Dodge County: 3 acres landbrugsjord i Fremont ved den vestlige bygrænse i Fremont: ”Begyndende i den østlige linie af den sydvestlige fjerdel i township nr. 15, range 19, 18 p.m. fra et punkt 11rod og 9 ½ fod nord for sydøstlige hjørne i nævnte township nr. 15, range 19, 18 p.m., derfra 27 rod og 8 ½ fod vestpå parallel med sektionslinie, derfra i en ret vinkel 17 rod og 7 ½ fod nordpå, derfra 27 rod og 8 ½ fod  i en ret vinkel østpå og parallel med den første linie til den halve sektionslinie etc.

 

 

 

 

Afleveret og godkendt regnskab sluttet 22. juli 1901 over udgifter og indtægter i boet

 

STATEN NEBRASKA, DODGE COUNTY, Den underskrevne eksekutor af boet efter afdøde Jens C. J. Fjeldgaard vil hermed respektfuld tilsende retten følgende rapport, som er noteret og lavet af mig som eksekutor fra 19 maj 1893 til 22. juli 1901

 

Jeg har noteret følgende:

 

Indkomne poster :

 

1893

 

Dollar

Cent

15. april

Modtaget renter af 700 $ panteobl. fra Nels Brodahl, forf. 2/4 1893

35

00

18. april

Indestående i banken, hovedstol $ 215,47, renter $ 4,78

220

25

24. april

Penge fundet i afdødes tegnebog

2

00

-

Renter betalt af H.C. Sørensen af 350 $ panteobl., forf. 24/3 1893

28

00

29. maj

Modtaget indbetaling af personlig lån fra Nels Simonsen

18

75

19. aug.

Modtaget renter af 500 $ panteobl., fra Anna Hansen forf. 1/8 1893

19

00

30. sept.

Modtaget renter af gældsbevis fra A. F. Noreen, forf. 1 aug. 1893

16

00

19. dec.

John Frederickson indbetalte hovedstol på $ 100 gældsbevis

100

00

-

- samme  indbetalte renter for et år 8 %

8

00

20. dec.

Hans Hansen indbetalte hovedstolen af sit gældsbevis

100

00

-

- samme indbetalte renter 9 % fra 1/3 -92 til dato

16

25

1894

 

 

 

2. jan.

Jens Christensen indbetalte hovedstolen på panteobligation

100

00

-

- samme indbetalte renter for et år 8 %

8

00

4. jan.

Nels Simonsen indbetalte hovedstol på panteobligation

1500

00

-

- samme indbetalte renter for et år på panteobligation

120

00

12. feb.

Anna Hansen indbetalte halvårlig renter på panteobligation

20

00

-

Lars S. Christensen indbetalte hovedstol på panteobligation.

500

00

-

- samme indbetalte renter på panteobl., 8 % fra 28/3 1892 til dato

77

75

-

Lars S. Christensen indbetalte gældbevis

100

00

-

- samme indbetalte renter på gældsbevis fra 1/5 1890, 8 %

22

22

24. marts

Hans C. Sørensen indbetalte renter forfalden  til dato

28

00

19. april

Nels Brodahl indbetalte hovedstol på panteobligation

700

00

-

- samme indbetalte rentekupon forfalden 2/4 1894

35

00

-

- samme forfalden restbeløb på renter

1

53

21. april

Anna Hansens panteobligation solgt til Mary Jensen

500

00

-

Hans C. Sørensens panteobligation solgt til Mary Jensen

350

00

23. april

Gammel kommode solgt til Else Marie Christensen

2

00

1895

 

 

 

8. sep.

Jens C. Fjeldgaard, Jr., - opgjort hovedstol på panteobligation

811

77

1901

 

 

 

februar

Renter betalt af A. F. Hansen

20

00

20. juli

Modtaget fra salg af jord i Rock County

100

00

-

Modtaget fra salg af gældsbevis og panteobligation fra Hansen...........

100

00

 

 

............

.......

 

IALT INDGÅENDE AKTIVER

5659

52

 

 

Udgående poster:

 

 

1893

 

Dollars

Cents

18. april

Tinglysning af panteobligation fra Anna Hansen, Dodge County

1

40

-

Salær for ekspedition af foranstående

 

40

29. maj

Regning fra Dr. George Haslam, sygdom den sidste tid

10

50

-

Regning fra Chas. Dengler, bedemand

48

50

-

Regning fra Ur...& Brunner, medicin

1

75

-

Regning fra Martin Goodspeed, stenhugger for gravsten

4

00

-

Vidnesalær til John Hottes på første skiftemøde

2

90

-

Vederlag til County dommeren

10

00

-

- samme- 2. gang

10

00

9. okt.

C. Christensen - vederlag som vurderingsmand

2

00

1894

 

 

 

4. jan.

Attest fra dommeren på aflysning af panteobligation

1

00

8. feb.

Udbetalt del af arv til Else M. Christensen

699

97

13. feb.

Attest fra dommeren på aflysning af Christensens panteobligation

1

00

24. feb.

Skatter på jorden i Rock County

8

45

2. april

Udbetalt tillæg til arv til Else M. Christensen

150

03

5. april

2 attester fra County dommeren vedr. Sørensen og Brodahl panteobl.

1

50

21. apr.

Udbetalt arvelod til Mary Jensen

850

00

9. maj

Retsomkostninger betalt af advokatfirmaet Munger & Courtright

35

43

-

Salær til advokatfirmaet Munder & Courtright

50

00

20. maj

Vidnesalær til John Hottes på andet skiftemøde

2

00

6. juni

Betalt Lars S. Christensen for tilsyn med jorden i Rock County

13

10

10. juli

Skatter for 1893 på jorden i Rock County

6

66

23 nov.

Udbetalt del af arv til Karen Marie Hansen

800

00

-

Udbetalt del af arv til Margrethes Pedersens arvinger

800

00

27 nov.

Salær til County dommeren

10

00

1895

 

 

 

27. april

Skatter for 1894 på Rock County jorden

5

65

8 sep.

Udbetalt arv til Jens Christian Jensen Fjeldgaard, Jr.

( Note: Arven blev ikke egentlig udbetalt, men var en aflysning af den obligation på 3000 kr. ( 811,77 dollars ), som stod som pant i Fjeldgaard i Bolleskov, og som Jens efter sin faders død skyldte boet.

811

77

1896

 

 

 

28. april

Skatter for 1895 på Rock County jorden

4

55

-     juni

Udbetalt tillæg til arv til Jens Christian Fjeldgaard

38

23

-

Udbetalt tillæg til arv til Karen Marie Hansen

50

00

-

Udbetalt tillæg til arv til Margrethe Pedersens arvinger

50

00

19 okt.

Betalt restbeløb på regning til advokat.

100

00

 

Højesteretsvederlag betalt gennem advokat

5

50

1897

 

 

 

2. feb.

Betalt Shively, fuldmægtig ved distriktsdomstolen

22

33

1898

 

 

 

7 juli

Betalt County dommer, dom og omkostninger i højesteret i sagen Petersen og Christensen. ( Note: Jens Martinus Christensens og Anna Petersens krav om udbetaling af restbeløb af deres mødrene arv.)

597

03

1901

 

 

 

13. juli

Skatter for 1896 på Rock County jorden

7

85

22. juli

Udgifter ved salg af Rock County jorden

7

00

-

Skatter frem til 1900 på Rock County jorden

17

45

22. juli

                                                                                                     Total:

Specificering :                                                                           

J. T. Hansen, Eksekutor. Betaling for betjening:

5 % i kommission af $ 1000,-... :      50,00

2 ½ % i kommission af $ 4000,-....: 100,00

1 % i kommission af $ 659,02 ..........:.6,59            i alt $ 156,59

 

Tillæg til salær for usædvanlig ekstraordinær og

besværlig betjening i retten i at forsvare boet imod

angreb fra påstået arvinger, nemlig Petersen og Christensen

- og yderligere usædvanlig og ekstraordi-

nær betjening, fordi 3/5 af arvingerne bor i Danmark      $ 50,00                                             

206

59

 

                                                                                             Total udbetalt

5444

54

--------

--------------------------------------------------------------------------------------

----------

--------

 

SAMMENDRAG:                                                                                     i

Dollars

Cents

 

Total beløb indkommet

5659

52

 

Total beløb udbetalt

5444....

54.....

 

- Overskud

214

98

 

- Betalt dommeren

20........

10.....

 

  --------------------------------------------------------------------------- Rest

194 Dollars

88 Cents

 

Underskrevet 22. juli 1901. James F . Hansen.

 

- Eksekutor i boet efter afdøde Jens C. Jensen Fjeldgaard

 

Copyright © 2010 by Søren Christian Bentzen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Kirsten Fjeldgaard Hørdum | Svar 15.09.2012 16.17

Spændende læsning, J.C.J. Fjeldgaard var min tipoldefar. Jens F. min oldefar. Min far overtog Jens F.`s husmandsted i Ørsø i 1934. Husker oldeforældrene godt.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.08 | 17:30

Ja. Jeg synes også der er vist et menneskeligt ansigt i hele forløbet.

...
13.08 | 14:33

Deter en grusom historie. Dejligt at se, ar der blev gjort så meget ud af vidneudtalelser, hvor hvor der blev plads til Siigs kommentar.
M.v.h. Henny

...
15.06 | 11:59

Det var så lidt. Det var en helt speciel oplevelse at finde Helene Margrethe.

...
14.06 | 23:50

Rigtig fin artikel TAk for den

...
Du kan lide denne side